Jeg sidder ved det runde bord i min bedsteforældres stue. Jeg har tungen mellem tænderne, mens jeg forsøger at få den tynde nål igennem de bittesmå farvestrålende glasperler. Trækker dem mellem fingrene ned over den gennemsigtige elastiksnor. Velsignet langsomt, så jeg kan nyde perlernes skønhed længst muligt. Der er så mange at vælge imellem. Kasser fyldt med perleskatte.
Det store bornholmerur tikker og danner baggrund til min bedstemors evige fløjten, der egentligt mere er en rytmisk udånding, som indimellem bliver til et rigtigt fløjt. Hun er i køkkenet. Min bedstemor er altid i køkkenet. Og jeg elsker det. Varmen i huset. Duften af nybagt brød. Lydkulissen. Min bedstefar, der dukker op fra haven eller skuret for at få en kop kaffe.
Og min bedstemor har ikke bare kasser med smukke glasperler som hun selv laver klokker og blomster og andre helt vidunderlige ting ud af. Hun har også hele mapper med papirklip. Nogle af skabelonerne er for svære siger hun. Men jeg må selv vælge farven på kartonen. Jeg får lov til at bruge den skarpe kniv. Men jeg skal kalde, hvis jeg skal skære en rund form, siger hun. For kniven kan nemt smutte. Hun lærer mig, hvordan jeg gør ved at skære små trekanter, der til sidst bliver en cirkel.
Efter nogle dage, kører min bedstefar mig hjem til min farmor. Der er en broderet pude på bagsædet, hvor jeg sidder. Han har en skotskternet blød hat, som jeg synes får ham til at se rar og sjov ud, hvilket er præcist, hvad han er.
Hjemme hos min farmor drikker jeg te fra en kæmpestor kop. Min farmor hælder kold vand i, så jeg ikke brænder mig. Jeg føler mig dejligt voksen. Og den dag i dag putter jeg stadig kold vand i min te. Hun lærer mig at strikke og hækle. Men jeg elsker mest at brodere. Når hun sover middagslur, tegner jeg. Jeg skal være stille. Men det er fint. Jeg fortaber mig i min tegning. På gæsteværelset, hvor jeg sover, hænger der et stort puslespil, som min farfar har lavet, og som nu er limet fast på en plade. Min farfar er død, og selvom jeg aldrig har mødt ham, savner jeg ham nogle gange. Jeg tænker på, om han mon var som min far. Når min farmor vågner, går vi tur. Jeg kan snakke med hende om alt. Vi køber slik og jeg fortæller hende om den dreng, jeg er forelsket i henne i skolen.
Alle mine bedsteforældre er væk nu. Men jeg har en kasse med min farmors garn. Det dufter af hende, når jeg åbner låget. Af farmor-creme og sommerferier med te i kæmpekopper. Engang imellem bruger jeg noget af garnet. Og engang imellem skærer jeg karton på den måde, som min bedstemor lærte mig. Hun er der altid, når jeg laver en opbagt sovs.
Når jeg føler, jeg skal udrette noget. Producere noget. Skabe noget, der betyder noget. Så prøver jeg at huske dem – dem der gav mig kærligheden til kreativiteten, og fik mig til at føle mig tryg ved at være mig. Prøver at huske den langsomme følelse af nålen igennem perlerne. Glæden ved synet af mapperne med skabeloner. Det fantastiske ved at mærke garnet i hænderne. At det at skabe handler om at være til stede. Lige der i nuet. Med baggrundsfløjt og bornholmerure.
Lydene nu er anderledes. Mine to drenge, der skriger, mens de leger monsterjagt ude på trampolinen. Min mand, der roder efter kabler i en kasse og spørger, om jeg har set hans hjemmesko. Telefonen, der plinger og fortæller mig, at der er sket noget sikkert ligegyldigt på facebook. Og det der faldt mig helt naturligt da jeg var barn – fordybelsen og kærligheden til langsommeligheden – kræver nu en anderledes insisteren. Men jeg holder fast. Og når det lykkes – at være lige der i nuet, med materialet i hænderne og roen i hjertet, er det fantastisk, og jeg sender de mennesker, der har givet kreativteten videre til mig som en gave, et kæmpestort tak, og fyldes af glæde over, at de lever videre i mig og det, jeg skaber. Tænk engang, hvis man selv kan give bare en lille bitte flig af det videre til sine egne børn og børnebørn.
Recent Comments