Jeg har engang malet en tissemand i en sky. Det var egentligt ikke meningen, at der skulle være en tissemand i den sky – for helt ærligt, så er det vel ikke rigtigt der, sådan én hører til. Faktisk opdagede jeg den ikke selv, før en af mine gode veninder (som til mit forsvar kan finde tissemænd i det meste) påpegede, at jeg havde malet, hvad der med hendes ord var ”en kæmpestor pik”. Og jep der var den rigtig nok. Jeg ved ikke helt, hvordan den dukkede op – måske tænkte jeg på tissemænd den dag. Who knows? Men i hvert fald så var den der – på nogens væg. Jeg har tænkt lidt over det siden, for den virker på en eller anden måde ret afslørende ikke sandt?
Der er så meget vi ikke snakker højt om normalt. Men en del af det at være kunstner er at smide det ud til åbent skue, tror jeg. Dengang med tissemanden var det ikke med vilje. Andre gange er det. Og det efterlader altid en mulighed for, at den person, der oplever min kunst, ser det som en forlængelse af mig. Og hold nu kæft, hvor er det i grunden en sårbar position at sætte sig selv i. Alt hvad jeg maler kommer jo fra mig. Alt hvad jeg skriver. ”Her er det”, siger man. Her er jeg.
Når en af personerne i den roman, jeg er ved at skrive, bliver tortureret halvt ihjel – så er det mig der gør det ikke sandt? Ligeså vel som det er mig, der har et hjerte, der flyder over af sommerfugle, når jeg maler dem på væggen på et plejehjem. Men faktisk er det løgn. For ingen af delene er sådan rigtigt mig – det er hverken mig, der finder på at torturere uskyldige mennesker eller skabe sommerfugle. Mit bidrag er sådan set bare observationen af begge dele, refleksionen over deres eksistens og min viderefortolkning af begge tings plads i verden. Jeg kan skrive om tortur, fordi jeg har mødt folk, der har været udsat for det. Ligeså vel som jeg kan male en sommerfugl, fordi jeg har set det smil sådan en fætter bringer frem på de fleste menneskers læber.
Og jeg tror den erkendelse er vigtig – i hvert fald for mig som kunstner – for den sætter mig fri. Og den gør den følelse af sårbarhed, som uundgåeligt er en del af det at skabe, lidt mindre intimiderende. Jep mine skaberier afslører nogle interesser – f.eks. skismaet mellem godt og ondt, håb og håbløshed – men faktisk heller ikke mere end det. At være kunstner er ikke det samme som at være en åben bog. Eller jo måske. Men så er det i hvert fald én med utroligt mange fodnoter og skriblerier i margenen. Og så tror jeg ikke den bog er lavet af almindeligt papir, men af en slags svamp, som suger verden til sig, og lader den udfolde sig på dens sider.
Og engang imellem dukker der en tissemand op ud af den blå luft. På den måde reflekterer kunsten jo meget godt virkeligheden ikke sandt?
Recent Comments