En lækker Filofax kalender, som jeg har lyst til at kramme, små sedler på mit bord, en online kalender der synkroniserer med mandens, børnenes, to virksomheders, skolens, fritidsaktiviteters og for alt jeg ved, resten af verden og et superflashy trello board, der med lækre baggrundsbilleder lokker med løfter om både overblik og visuel stimulans. Åh det er jo et sandt slaraffenland at planlægge og styre sin tid. Og alligevel er det bare som om, at alle mine indsatser fejler.
Problemet er, at jeg ELSKER at planlægge, men HADER at følge en plan. Der er få ting, der kan gøre mig så lykkelig som fire forskellige farver post-its eller et godt skema. Det skulle da lige være en dymo, så jeg som en anden Monica Geller kan katalogisere alt i mit hjem fra bestikskuffen til ungernes legetøj. Hjemme hos mig har alt en plads. Sjovt nok, er det bare meget sjældent at noget rent faktisk ligger der. Og jeg har en mistanke om, at det måske faktisk indfanger meget godt, hvordan det er at være kreativ selvstændig erhvervsdrivende. I hvert fald for mig.
Det er nødvendigt at planlægge, katalogisere og holde orden. Men samtidig kan orden føles så helt og aldeles kvælende for kreativiteten. Er der noget værre end at vågne med, hvad der i det øjeblik føles som århundredes bedste idé til et maleri eller en scene i den roman, man er ved at skrive, bare for at indse at kalenderen er tætpakket med kørselsregnskab, telefonopringninger og møder.
Da jeg startede som selvstændig lagde jeg alt det, jeg vidste om god projektledelse ned over mit nye arbejdsliv. Det eneste jeg rigtigt ændrede på var, at jeg gav mig selv lov til at bruge lidt mere tid på at gøre kalenderen pæn at kigge på. Problemet var selvfølgelig, at det lynhurtigt gik galt. For når inspirationen rammer og der ikke er tid, stresser det. Og når tiden er der, men inspirationen udebliver, stresser det også. En for stram tøjle er en rigtig dårlig idé har jeg fundet ud af. En for løs ligeså slem.
Efterhånden er jeg begyndt at se lidt på det som en dans. Man lærer trinnene – eller redskaberne til at sætte sig mål, planlægge milepæle osv., så man er klar til at bruge dem. Men trinnene er mærkelige uden musikken. Man er nødt til at føle musikken ikke sandt? Altså for at kunne være en god danser. Man skal lytte til musikken, mærke rytmen. Er det en god dag til at skabe? Eller er det en bedre dag til at opsøge en potentiel kunde? Men rytme og færdigheder betyder intet uden mod. Modet til at kaste sig ud på dansegulvet og ryste måsen. Til at turde være ærlig overfor sig selv. At vide om man bare bilder sig selv ind, at det er en god dag til at skabe fordi kørselsregnskab er det kedeligste i verden. Eller om kørselsregnskabet i virkeligheden er en overspringshandling fra det der svære sted, man er kommet til i sin bog. Og så måske det vigtigste – hvis man skal holde til at være på dansegulvet hele aftenen, er man også nødt til at have en vis grundform. Det nytter ikke noget kun at arbejde med sin kreativitet en sjælden gang. Ej heller at man kun hiver kalenderen frem en gang om året.
Men jøsses det er en svær disciplin. Og jeg har endnu til gode at dommerne (inklusiv jeg selv) holder de der fine skilte med 10 dansepoint op. Men altså jeg danser alligevel energisk videre med min planlægnings- og frihedstrang i en slags tango-moonwalk-runningman-dans iført hjemmelavet tylskørt og med Filofaxen under armen. Denne gang tester jeg et nyt system: tre skaberdage om ugen, én til administration/forretningsudvikling/kommunikation og én til at holde styr på hjemmelivet. Status efter de første to dage: hvorfor fanden spiller dj’en Crazy Frog når jeg bad om Taylor Swift?
Recent Comments