Hele mit liv har jeg jongleret rundt med så mange kasser, at man skulle tro, jeg var flyttemand. Jeg er blevet ret god til det med kasserne og har med hjælp af lidt bobleplast og noget kassefyld passet ned i mange forskellige – i hvert fald for en stund. Men ret tideligt i livet fandt jeg ud af, at der er langt sjovere ting, man kan bruge pap til end til at bygge kasser. Så når ingen kiggede tog jeg kasserne med etiketterne antropolog, mor, forretningsudvikler, maler, kunstner, projektleder og alle de andre og begyndte at bygge tårne og byer og ja hele eventyrverdener ud af dem.
Og nu står jeg så her. Med en kæmpestor og meget mærkelig formet kasse, som intet flyttefirma vil håndtere uden ekstra betaling. Og der er noget vigtigt, der er gået op for mig. Jeg er nu et spændende menneske. Det er i hvert fald det folk kalder mig – og andre som mig har jeg en mistanke om. Os der slæber rundt på vores hjemmelavede eventyr-kasse-verdener. Og lige efter de har konstateret, at jeg er et spændende menneske, træder de et skridt tilbage.
Nede i en af mine kasser ligger der en gammel antropologibog, som handler om klassificering. Og jeg husker svagt noget med, at vi mennesker ikke bryder os om at spise dyr, som vi gerne vil ae og heller ikke dem som kan slå os ihjel. Og fordi den bog ligger nede i min kasse forstår jeg godt reaktionen fra mine medmennesker. Jeg er udenfor klassificering og derfor per definition også ”uspiselig”.
Tænk over det engang: vi elsker at læse bøger eller se film om spændende personer. Men helt ærligt, det ville nok føles en anelse utrygt hvis Han Solo var din revisor eller Lisbeth Salander skulle bage boller til børnehavens årlige sommerfest. Og uden ydereligere sammenligning med de to ovennævnte ret så fantastiske karakterer, så er det præcist derfor så mange spændende mennesker ret hurtigt lærer at pakke alt vores spændendehed væk. Vi lærer, at vi er bedst tjent med at være spændende og rodede og følsomme og utilregnelige i enerum. Og så kan vi dukke op som ud af intet når vi endelig har skabt noget, der er færdigt og pænt og ordentligt nok til at se dagens lys. Noget der har ”værdi” og som kan ”bidrage”.
Det var derfor det kom bag på de fleste af mine kollegaer, da jeg for fire år siden sagde mit job op for at male. De fleste anede slet ikke, at jeg var spændende. Og det er også derfor, at jeg i de fire år jeg har været selvstændig – som de fleste andre – primært har delt målbare resultater og successer. Problemet er selvfølgelig at det på den måde ret hurtigt bliver ensomt at være et spændende menneske. Jeg har tænkt over det længe. Hvordan vi som kreative personer selv er med til at skabe det univers hvor der ikke rigtigt er plads til os. For eksempel når vi lidt kejtede smiler og nikker, når nogen fortæller os at vi har krøllede hjerner. Når vi ikke med fælles stemme råber ud i verden at vi ikke vil give vores kreativitet væk gratis, fordi den lige så vel som latter og glæde har kostet blod, sved og tårer og timevis af hårdt arbejde. Eller når vi bliver bange for at skabe, fordi vi ikke er på samme niveau som dem vi beundrer. Eller holder det vi skaber for os selv af frygt for at blive grint af. Når vi giver et lille stykke af os selv uden at fortælle modtageren, hvad det egentligt repræsenterer, og de stiller det væk i et skab, og vi går hjem med ondt i hjertet.
For fire år siden tænkte jeg, at det ville være befriende endelig at kunne dykke ned i min kreativitet. At være den, jeg jo altid har været. Men der skete noget, som jeg i min naivitet ikke havde set komme. Jeg fandt ud af, at der også i den kreative verden findes kasser. Nuvel det kan godt være de er stjerneformede og har polkaprikker, men de er kasser ikke desto mindre. Du behøver bare tænke på ordet ”husmorkunst” eller læse en af de mange artikler om, hvordan du bedst promoverer din kunst online ved at finde din autentiske kunstneriske stemme og have en visuel rød tråd på din instagram. Og ja, jeg elsker at kigge på en lækker instagramprofil ligeså meget som alle andre visuelt orienterede mennesker. Men jeg får også ondt i maven. For jeg passer ikke ind. Jeg passer ikke engang ind der hvor jeg ved at alle de andre spændende mennesker er. Hvad sker der lige for det? Jeg laver pangfarvede børnemalerier. Jeg skriver en roman om tortur. I går tegnede jeg en tegning med Pokemons. Jeg syr lumre historier ind i gamle bøger. Jeg er i gang med at lave et korstingsbroderi af en stormtrooper for Guds skyld. Fortæl mig lige, hvordan det visuelt hænger sammen? Det gør det ikke, kan jeg så afsløre! Fordi den kreative proces – såvel som det kreative menneske – per definition er rodet. Vi udforsker. Prøver ting af. Leger. Fejler. Men vores angst for de forbandede kasser betyder også at vi gemmer det væk fra hinanden.
For et år siden havde jeg, hvad jeg bedst kan beskrive som et sammenbrud. Jeg stod grædende ude midt på pladsen på Kulturmødet efter at have lagt øre til lidt for mange paneldebatter, der mest af alt fik mig til at føle mig forkert og alene. Den historie kan I få en anden gang, men da jeg kørte hjem var jeg så vred over, at det at skabe så ofte bliver reduceret til en diskussion af rigtigt og forkert. Og jeg har tænkt over det siden. For jeg mistede lysten til at skabe. Midlertidig selvfølgelig – for det er et behov der er ligeså dybt i mig som behovet for at trække vejret. Men jeg har bestemt mig for at gøre oprør.
Og her er det så. Mit oprør. Det hedder ProcesPiraten. Det gør det fordi jeg er et rodet menneske, der nægter at indordne mig i kasserne – men i stedet vælger at være i en konstant udviklende proces, hvor jeg kun af og til sætter fødderne på fast grund i min evige jagt på skatkister. Proces Piraten er et univers af skabertrang, der i al sin ophøjethed har som sin mission af sætte den kreative proces fri for alle. Kreativitet er ikke kun for de ”særligt talentfulde”, for dem der har noget stort og skelsættende på hjerte eller for dem der kan bygge en succesfuld kunstnerisk forretning op. Kreativitet er for alle der gerne vil være gladere, mere rummelige og problemløsende mennesker og den kan tage et utal af former, hvoraf jeg kun selv har snuset til en brøkdel.
ProcesPiraten er et vildt og ægte kreativt åndehul, hvor alt er muligt og intet defineret på forhånd, og jeg inviterer hermed DIG med på et plyndringstogt til et sted, hvor vi sammen kan udforske det kreative og sanselige menneskes evige udvikling. Et sted hvor man lærer nyt, deler erfaringer, udveksler idéer, brænder igennem, opfører sig tosset eller dykker helt ind i den inderste kerne af sin sårbarhed og skaber noget med sig selv.
Så lad kasserne gå planken ud – og så hejser vi piratflaget og sætter kursen præcist derhen hvor det er sjovest at være: i proces!
Recent Comments